Puha, det er svært at skrive det her Kenneth.

For snart 3 år siden (03.03.2013) fik vi den hårde besked om, at du ikke var her mere. Sorgen, chokket og en ubeskrivelig længsel til at se og tale med dig og så vide, at det kommer jeg aldrig til igen, dræner mig 24-7.

Vi 2 hørte bare sammen fra den dag, du kom ind i mit liv. Vi har haft kontroverser ind imellem, men vi fandt altid hinanden igen.

At du var I Syrien, fortalte du mig ikke. Jeg tror, at du skånede mig. Måske var det meget godt for ellers var jeg da blevet sindsyg. Jeg har ikke forstået, hvad du lavede der, og forstår det faktisk stadig ikke, og dog. For når jeg ser tilbage, kan jeg jo godt se, at du altid holdt med de svage og mange gange, har du været involveret i slåskampe, fordi du lige kom forbi og hjalp den, der lå nederst.

Jeg kommer aldrig til at forstå den drejning dit liv tog, da du blev voksen, men vi har været oppe mod nogen mørke kræfter, som vi ikke kunne deale med.

Det gør mig ondt, at du forlod dine små børn og tog afsted, men du må have følt, at det var dit kald.

Når jeg sidder og kigger tilbage på nogle af de sidste ord, du skrev til mig varmer det den gamle dames hjerte, men jeg græder samtidig. Ordene du skrev var "du har betydet så meget for mig og vil for altid have en speciel plads i mit hjerte. Selv om jeg er blevet en voksen mand med egne meninger, vil jeg altid være din lille dreng", og ja, det vil du altid være.

Kenneth du var og vil altid være mit hjertebarn. Jeg håber, at du er et bedre sted, og at du holder øje med dine små børn, og også gerne lidt med mig/os. Jeg savner dig bare så meget og også vores lange samtaler om natten, hvor vi tit talte om ting vi lavede sammen, da du var lille. Selv om du levede i en anden verden, glemte du aldrig det vi havde sammen, og som du sagde til mig "du har lært mig så meget".

Elsker dig for altid